Our Family History

Hjalmar Terp

Mand 1889 -


Personlige oplysninger    |    Kilder    |    Begivenhedskort    |    Alle

  • Født 14.07.1889  Breslau, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Folketælling 01.02.1901  Nørregade 40, Odense, Odense amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Naturalisation 29.03.1924  Odense, Odense amt Find alle personer med begivenheder på dette sted  [1
    Folketælling 05.11.1930  Odense, Odense amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Notat
    • Det må være Hjalmar Terp som Niels Knudsen skriver om i Odensebogen 1996 i artiklen "Bjørnen fra Sortebrødre Torv", s. 65 ff:
      Blandt stamgæsterne var der adskillige originaler. En af de markanteste var »Tovli’ Terp«. Han var dengang, omkring 1926, ca. 50 år gammel og havde i adskillige år taget svømmeundervisning, men havde alligevel ikke fået lært at svømme. Egentlig havde han vandskræk, men han bekæmpede den, ligesom Goethe bekæmpede sin svimmelhed ved at bestige kirketårne: Terp sprang i vandet hver dag, og hver dag gik der panik i ham, når han forsynet med flere korkbælter lå derude i bølgerne. Hans svømmetime overværedes af samtlige badegæster, så han var aldrig i livsfare, og han var en daglig underholdning for os alle.
      Terp spillede violin og var altid ledsaget af en meget yngre kammerat, Svend Harmonika. Enhver kan gætte grunden til Svends tilnavn. Efter badet underholdt de to hele badeanstalten med musik, mest svenske valse.
      Min far og jeg lærte efterhånden de to, Terp og Svend, bedre at kende, og vi hørte Terps livshistorie. Han var født i Breslau af danske forældre. Faderen havde været boreingeniør, dvs. han rejste omkring og borede brønde for bønderne.
      Da Terp blev født, var han næsten blind, og det skulle senere vise sig, at han også intelligensmæssigt var lidt retarderet. Forældrene må have været ret velhavende, for de havde råd til at opsøge de bedste øjenlæger, og en af dem mente, at han ved operation kunne gøre noget for drengen, der nu var en halv snes år. Og operationen lykkedes, selv om Terp resten af livet var meget svagsynet og måtte bruge stærke briller. Måske havde hans vandskræk noget at gøre med hans orienteringsvanskeligheder. For at belønne drengen for hans tålmodighed i tiden efter operationen forærede forældrene ham en violin, og han fik lært at spille på den, selv om han aldrig blev nogen virtuos på instrumentet, men han spillede da nogenlunde rent og kunne spille efter noder.
      Vi tabte ikke Terp af syne om vinteren, for tit dukkede han og Svend op på fars værksted om lørdagen og tilfredsstillede vores musikbehov i en tid, da radioen endnu ikke var kendt i vores miljø. Fars værksted lå som nævnt på anden sal, og når musikken begyndte, lukkede vi døren op ud til trappeopgangen, og husets andre beboere rykkede med petroleumslamper ud på repos’en foran deres lejlighed med håndarbejde og aviser. Og hele huset klappede taknemmeligt efter hvert stykke. Konerne i huset bagte på skift æbleskiver til koncertaftenerne, og i »den store pause« blev der drukket kaffe i hele huset. Om vinteren kunne trappeopgangen godt være en kold koncertsal, men så klarede man sig med bælgvanter og frakker, og lidt varme trængte der jo da også ud fra lejlighederne. Da jeg gik i 2. mellem fik jeg en violin, og efter nogle måneders undervisning hos Anders Børstenbinder var jeg så vidt, at jeg kunne spille Pleyels og Mazas’ duetter, og det viste sig, at Terp som dreng i Tyskland havde spillet de samme duetter, så nu blev jeg medlem af lørdagsmusikken, der herefter også bød på »klassisk« violinmusik.
      Det var Terps store sorg, at han om vinteren måtte afbryde svømmeundervisningen. Nu må man vide, at hans store problem med hensyn til svømning var, at han havde svært ved at koordinere arm- og benbevægelserne. Min far havde megen sympati for den stakkels fyr, og han byggede på trappeafsatsen ud for værkstedet et apparat, der gjorde det muligt for Terp at træne motorikken. Det lignede nærmest en gynge, men i stedet for et lille gyngesæde, var der en anordning, som Terp kunne spændes fast i, i vandret stilling, og hængende dér mellem himmel og jord spjættede han ud med arme og ben, mens min far søgte at banke rytmen ind i hans bevægelser. Om det hjalp, husker jeg ikke, men en god svømmer blev Terp nu aldrig.
      Terp var medhjælper på et gartneri i Odense. Han var ansat hos en venlig mand, der behandlede ham godt og fandt sig i staklens særheder. Denne gartner var formand for Odense Stuekulturforening, og i hans gartneri var der volierer med masser af eksotiske fugle, desuden akvarier og terrarier, hvor der bl.a. var opdræt af små krokodiller. Det var Terps opgave at klare hele dette menageri, og det klarede han åbenbart godt. En dag ringede en af naboerne til gartneren og beklagede sig over, at der løb en krokodille rundt i hans kælder; om gartneren straks ville sørge for at få den hentet, da hans kone var på sammenbruddets rand. Terp blev sendt af sted, og det lykkedes ham at finde kræet. Han løftede det sprællende dyr op, vendte og drejede det foran sine stærke briller, og efter den grundige undersøgelse satte han det ned igen og erklærede: »Det er ikke en af vore«, og gik sin vej!
      En dag dukkede en bror til Terp op, Leon Terp. Han kom fra Görlitz i Schlesien og var gift med enken efter en apoteker, og hun havde to børn, en dreng og en pige. Drengen Kurt var på min alder, og vi blev hurtigt venner, et venskab, der varede i flere år. Selv om han hurtigt lærte sig dansk, blev vi ved med indbyrdes at tale tysk. Kurts mor ønskede det, for at drengen ikke skulle glemme sit modersmål, og min far var interesseret i, at jeg lærte tysk, og det gjorde jeg så godt, at jeg - uden at prale - næsten var tosproget, før jeg gik ud af skolen. Familien Terp holdt tyske illustrerede blade, som de gav os, når de havde læst dem, og dem studerede jeg sammen med min far.
      Bekendtskabet med denne familie kom til at betyde lidt af en revolution i mine forældres tilværelse. Leon Terp var boreingeniør, ligesom faderen havde været det, men han kunne ikke finde arbejde i den branche. Han var lidt af en tusindkunstner, hænderne sad godt på ham, som vi sagde dengang, og han fik snart arbejde på et autoværksted, og i løbet af kort tid avancerede han til en slags værkfører. Hans moral var lidt anløben. Det generede ham således ikke at benytte biler, der var indleveret til reparation, til søndagsudflugter. Han satte bare andre nummerplader på. Hver søndag afhentede han mine forældre til udflugt i en sådan »lånt« bil, og mine gamle nød disse udflugter.
      Et fast program på disse udflugter var vandsøgning med pilekvist. Terp var jo egentlig boreingeniør og mente at have særlige evner for »at vise vand«, og når han kom ud på landet, generede han sig ikke for at gå ind på gårdene og spørge, om bønderne var tilfredse med deres brønde, og hans talegaver var fantastiske, så selv om en bonde ikke havde noget særligt at udsætte på sin brønd, fik Terp næsten altid lov til at demonstrere sine færdigheder med pilekvisten, og det hændte, at han fik bestilling på en brønd.
      Leon Terp og Kurt blev stamgæster på badeanstalten ved Stavids A, og med dem kom et helt nyt træk ind i badelivet. Som sagt var der ingen adgang for kvinder, men mor og fru Terp begyndte at tage med os, når vi drog ud til Stavids A. De ventede så udenfor på den græsskråning, der gik ned til Odense Kanal, og når vi mandfolk renvaskede kom ud fra badet, serverede konerne aftensmad med kaffe og kager. Tovli’ Terp og Svend Harmonika leverede taffelmusikken, og lystbådene, der sejlede forbi på kanalen, standsede somme tider op, og folk gik i land og dansede til musikken på vejen langs kanalen. Efterhånden begyndte også andre badegæster at tage deres koner og piger med, og vi oplevede mange vidunderlige sommeraftener.
      Engang i trediverne fik venskabet med Terp-familien en brat afslutning. Min far havde opdaget, at de var blevet medlemmer af nazistpartiet, og han brød øjeblikkeligt forbindelsen med dem. Da senere krigen kom, blev Kurt indkaldt til den tyske værnemagt og faldt, så vidt jeg ved, på østfronten. Også Tovli’ Terp og Svend forsvandt ud af vores tilværelse, dog ikke af samme grund som broderen, men bekendtskaber, der ikke er venskaber, har det jo med at ebbe ud, og hvad der senere blev af de to originaler, ved jeg ikke.
    Person-ID I12130  Ørum
    Sidst ændret 18 apr. 2020 

    Far Olaf Terp,   f. 09.05.1849, Slotsgade, Ålborg, Ålborg amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. feb. 1913  (Alder 64 år) 
    Mor Caroline Marie Frederikke Nielson,   f. 06.10.1860, Hjørring, Hjørring amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Gift 14.04.1878  Sankt Hans kirke, Odense, Odense amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Familie-ID F3613  Gruppeskema  |  Familietavle

  • Begivenhedskort
    Link til Google MapsFødt - 14.07.1889 - Breslau, Tyskland Link til Google Earth
    Link til Google MapsNaturalisation - 29.03.1924 - Odense, Odense amt Link til Google Earth
    Link til Google MapsFolketælling - 05.11.1930 - Odense, Odense amt Link til Google Earth
     = Link til Google Earth 

  • Kilder 
    1. [S622] DDD - Indfødsret.

    2. [S126] Andet.
      Niels Knudsen, "Bjørnen fra Sortebrødre Torv", Odensebogen 1996, s. 65 ff